tirsdag den 9. oktober 2012

Syning i andre stoffer end patchworkstoffer

Rosa spørger:
Uldstofferne er bløde, lækre – og tynde. Ikke særligt fastvævede, en lille smule gennemsigtige og de trevler en smule.

Vil det være en god ide, at sy hver blok på et tyndt stykke fastvævet og mørktfarvet stof – som en slags piecing - før jeg samler blokkene til forstykket? Jeg har nemlig kun set hvidt mellemfor/vat og er bange for, at det hvide vat vil titte frem gennem det vævede uldstof, når jeg quilter, så det kommer til at se ‘nulret’ ud.

Eller skal jeg bare sy quiltens forstykke færdig og så lægge et ekstra tyndt lag mørkt stof mellem forstykket og mellemforet?

Og i så fald – kan jeg bruge almindelig bomuld til dette ekstra stykke eller skal jeg anvende en anden kvalitet?

Jeg har også overvejet, om jeg evt. skulle stryge et tyndt, mørkt vævet indlæg på hvert uldbagstykke inden jeg begynder at sy blokkene, men er i tvivl om det vil kunne holde ‘nulleriet’ tilbage.

Forslag modtages med tak!

Kirsten svarer:
Du kan sagtens sy i uld – stryg/pres Vlieseline H180 på bagsiden inden du klipper/skærer stoffet, så trevler det ikke så meget.

H180 fås både i hvid og koksgrå/sort, så du kunne bruge den mørke. Du skal vælge den type vlieseline, der hedder H180, det er tyndt, uvævet indlægsstof. Det er den type indlæg man bruger til tynde, lette stoffer, fx silke. Lad være med at vælge  vævet indlægsstof, det arbejde bliver tykt og stift af det.

Mht. mellemfoer: Mellemfoer findes i et utal af forskellige kvaliteter, både i hvid og sort. Jeg har sort mellemfoer af bomuld/polyester i min butik, det sorte er helt klart at foretrække til et tæppe i mørke stoffer frem for hvidt/naturfarvet. Hvis du køber mellemfoer af god kvalitet, ‘vandrer’ det ikke gennem stoffet til ydersiden af quilten.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar