Der findes rigtig mange forskellige slags mellemfoer (vat). Lad mig nævne i flæng:
Når jeg bruger betegnelsen mellemfoer, er det fordi, der findes
rigtig mange forskellige typer – polyester, uld, silke, bomuld,
bomuld/polyester, bambus osv. Og fx polyester mellemfoer fås i rigtig
mange kvaliteter. Men de er alle ‘vat-agtige’.
Pladevat er 100% polyester
100% bomuld (bleget, dvs. hvid, ubleget eller sort)
bomuld/polyesterblandinger (oftest 80% bomuld, 20% polyester)
Polyester i forskellige kvaliteter
Uld (af og til blandet med bomuld)
Silke (oftest i blandinger, 95% silke, 5%polyester)
Bambus/bomuld (50/50%)
Majs (jeg ved det findes, men ved ikke rigtig noget om det)
Så valget af mellemfoer/vat er ikke så enkelt. Du skal overveje en masse ting (i uprioriteret rækkefølge):
Skal du hånd- eller maskinquilte dit arbejde? Når du skal quilte i
hånden, skal dit mellemfoer ikke være for tykt, så kan du simpelthen
ikke styre nålen.
Hvor meget volumen ønsker du? (bomuld bliver ret ‘fladt’, uld og
silke giver mere volumen/løft/tykkelse, polyester fås i mange
forskellige kvaliteter)
Hvor tæt vil du quilte dit arbejde? Hvis du vælger bambus/bomuld kan
du have op til 20 cm mellem din quiltning, de fleste andre kvaliteter
kræver quiltning med 5-10 cm mellemrum.
Hvor ofte/hvordan skal arbejdet vaskes? Kunstquilts bliver typisk
renset, men hvis du fx laver et skovturstæppe eller babytæppe, skal det
sikkert kunne holde til meget vask.
Så når du vælger vat, skal du finde en butik, der har et ordentligt
udvalg, og få grundig vejlending i dit valg. Det er SÅ ærgeligt at bruge
rigtig meget tid og mange penge på toppen, og så ende med et
halvdårligt resultat pga vattet.
Og så lige et tip til mellemfoer: Mellemfoer af blandingen
80%bomuld/20% polyester er rigtig godt, det glider ikke på stoffet, på
samme måde som ren polyester kan gøre det. Mellemfoer af ren polyester
har en rimelig glat overflade, og stiller ret store krav til
rining/liming, sammenlignet med bomuld/polyesterblandingen.
Og så får du lige et par fif til samling af ‘sandwichen’ (bagstykke, mellemfoer og top):
Jeg finder et godt bart gulv, og sætter bagstykket fast på gulvet med malertape, så ligger det fast, og rykker sig ikke.
Dernæst lægger jeg mellemforet ud på bagstykket, sørger for at det
ligger plant, ruller halvdelen tilbage, og spraylimer det fast, det
rulles ud lidt ad gangen. Det samme gentages for den anden side.
Så lægger jeg toppen på efter samme proces.
Der skal ALTID spraylimes på vattet, og du skal ikke bruge ret meget lim. En lille dåse burde kunne holde til 2-3 tæpper, afhængigt af størrelsen.
Dit bagstykke og dit mellemfoer skal være ca. 10 cm større end toppen.
Hvis du spraylimer, er det ikke nødvendigt at ri. Men hvis du rier,
SKAL du starte fra midten, og ri ud mod kanterne. Dvs. start på midten,
og ri op mod midten af en kant, op mod hjørnet osv. Dine risting skal
være lange, de må gerne være 5 – 10 cm.
Når du begynder at quilte, SKAL du starte på midten, og bevæge dig ud
mod kanten i cirkler (hvis du ved, hvad jeg mener). Hvis du ikke
starter på midten er der meget stor sandsynlighed for at noget
forskubber sig, så det ikke bliver rigtig pænt.
Når jeg håndquilter, bruger jeg altid ramme. Hvis du bruger ramme, er
det vigtigt, at det ikke er spændt for hårdt op. Hvis du lægger din
hånd på det, der sidder i rammen, SKAL du kunne lægge hånden helt ned på
underlaget, så har du en passende stramhed.
Mellemfoer til grydelapper
Vælg det med folie i midten (noget af det har folie på den ene side,
og vat på den anden sige, og der brænder man sig, hvis man vender
grydelappen ‘forkert’)
Kirsten e
Det mellemfor til grydelapper med alu på den ene side har jeg også rigtig dårlige erfaringer med!
Jeg havde syet et par rigtig søde grydelapper til min niece, og det var
som sædvanlig i sidste øjeblik, så lige inden de skulle afleveres, ville
jeg lige give dem en tur med strygejernet, så de kunne blive rigtig
fine.
Det skulle jeg aldrig have gjort! Det krymper RIGTIG MEGET,
skulle jeg hilse og sige, så resten af stykket smed jeg ud og købte i
stedet for thermolam. Det er både kraftigere og strygejernsegnet, så nu
bruger jeg aldrig andet til grydelapper.
Annelise
Jeg har rigtige gode erfaringer med uldfilt, som de bruger i Norge,
den fåes mange steder i patchworkbutikker og der findes også en version i
bomuld som er lige så god. Den er meget tyk og tætvævet og du brænder
dig ikke på fingrene. Er særdeles god til grillhandsker.
Helle
Der er faktisk ikke noget, der hedder ‘pladevat’. Men hvis du vil
have noget, der er lunt og lækkert, skal du gå efter naturmaterialer.
Uld er rigtig dejligt (og dyrt), men det giver et flot løft (ca. 6 mm),
det er lunt og meget let. Silke er også et fantastisk materiale, det
varmer, når der er brug for det, og føles let, når der er brug for det.
I øvrigt er der kommet nye materialer, siden jeg skrev indlægget i
skattekisten: Senest har jeg set mellemfoer, lavet af genbrugsplast (!),
det er virkelig blødt og lækkert. Det laves også af sojafibre,
majsfibre og meget andet.
Kirsten e
Ingen kommentarer:
Send en kommentar